Vartovkollegiet

Med rådhusklokken som vækkeur
Midt i hjertet af København ligger et lille, hyggeligt kollegium, der huser 14 studerende. 7 mandlige (eller nonbinære) og 7 kvindelige (eller nonbinære) studerende får hver dag Vartovkollegiet til at summe af liv og fylder huset med både koncentreret ro og festlig sang, dyb diskussion og højtråbende spas. Der bliver efterstræbt en spredning på studieretninger, så middagssamtalen kan handle både om mellemøstlig politik og den nye von Trier-film.

Kollegiet er administreret af Grundtvigsk Forum, som står for vedligeholdelse og sidder med ved optagelsessamtaler af nye alumner, men det er i høj grad beboerne selv, som står for at skabe den glade atmosfære, der præger hverdagen på Vartovkollegiet.